Doc1

Engang kom ulv og lam hen til det samme vandløb.	når vandet fra dig kommer? - Sig mig, var der så mere?
De ville tørsten slukke, og ulven uden omsvøb	Skønt sandhedskraft her ulven så kækt tilbage stødte,
sig stilled´ øverst oppe, hvor vandet var det bedste,	den ikke opgav ævred, men frem med nyt den mødte.
og lammet langt derunder. Men hør så her det næste:	" Dig var det, som bagtalte så ondt mig sidste år."
Den groft forslugne ulv det pludselig nu stikker,	- "Da var jeg ikke født, så ja, du nok forstår?"
at den vil yppe kiv. "Mens jeg står her og drikker",	- " Ja, så var det din far, og det ka´ vær´ det samme."
så sagde den til lammet, " Hvorfor skal du forplumre	Det var de sidste ord, til hvilke for at skamme
mit rene drikkevand?" Men lammet var ej stum´re	retfærdigheden ud, vor ulv nu brugte munden.
på trods af frygt så stor, end at den godt ku´ svare:	Nej munden blev nu brugt til lammet grumt at æde.
" Før jeg mig flytter , må en ting du mig forklare:	Men disse ord bli´r brugt ej for at vi skal græde
Hvordan kan det gå til, at jeg kan dig genere,	men ruste os imod de grunde som udsmykker