PONGE (Le parti pris des choses ,1942)
REGNVEJR
I gården, hvor jeg ser den falde, kommer regnen ned på vidt forskellige måder. I midten er det et fint, usammenhængende gardin. Et ubønhørligt, men relativt langsomt fald af sandsynligvis temmelig lette dråber, et evindeligt styrt uden kraft, et intenst udsnit af ren meteor. Lidt væk fra murene til højre og venstre falder med større støj tungere dråber, enkeltvis. De synes til den ene side at være på størrelse med hvedekorn, til den anden med ærter, og andre steder igen næsten med marmorkugler. På gesimserne og på vinduskarmene løber regnen horisontalt, mens den på de nedadvendte sider af disse forhindringer spænder sig ud i konvekse drops.
Langs med hele fladen af et lille zinktag, som blikket falder skråt nedover, risler den i et meget fint tæppe, vatret og mønstret fordi strømmene varieres meget af de næsten usynlige bølger og buler i tagdækningen. Fra tagrenden , hvori den løber med en vedholdenhed som en kildes, der uden det store fald har hulet sig ned, styrter den pludselig i en fuldstændig lodret stråle, temmelig groft flettet, hele vejen til jorden, hvor den knuses og springer op i gnistrende små nåle.
Hver af disse former har sin specielle bevægelsesmåde. Dertil svarer en speciel støj. Det hele lever med en intensitet som et kompliceret maskineri, der er lige så præcist som det er udsat. Som et urværk, hvis fjeder er vægten af en given mængde nedstyrtende damp. De lodrette strålers kling-klang mod jorden, tagrendens kluk-kluk og de bittesmå gong-gongslag udskiller sig på én gang fra, og forener sig med hinanden i en koncert uden monotoni, men ikke uden finhed.
Når fjederen er slappet, fortsætter nogle tandhjul med at fungere lidt endnu, langsommere og langsommere; - så standser hele maskineriet. Hvis så solen kommer frem igen, bliver alle spor hurtigt udvisket. - Det strålende skue fordamper. - Il a plu.
BLØDDYRET
Bløddyret er et væsen - næsten en kvalitet. Det har ikke brug for et skelet, kun for et bolværk, - noget ligesom farven i tuben. Naturen giver her afkald på at fremvise plasma i bestemt form. Den viser blot, at den tager sig af det, ved at beskytte det omhyggeligt i et smykkeskrin, hvis indre flade er den smukkeste. - Det er altså ikke en simpel spytklat, men én afde mest værdifulde realiteter.
Bløddyret er begavet med en kraftig energi til at lukke sig inde. Sandt at sige er det kun en muskel, et hængsel, en lukkemekanisme og dens dør. Og det er lukkemekanismen, der har udsondret døren. To let konkave døre udgør hele dens bolig. - Første og sidste bolig. Den bor der til efter døden. Der er intet, man kan gøre for at trække den ud levende.
Den mindste celle i den menneskelige krop holder på samme måde og med samme kraft fast ved ordet - og omvendt.
Men undertiden kommer et andet væsen og skænder denne grav, fordi den er så godt lavet - og slår sig ned der i stedet for den afdøde bygmester.
Det er tilfældet med eremitkrebsen.
TÆLLELYSET
Undertiden opvækker natten en underlig plante, hvis skær nedbryder møblerede værelsers mørkemassiver. Dens guldblad holder sig urokkelig fast til en lille alabastersøjles hulning med en megeg sort stilk.
De ynkværdige natsværmere angriber den fortrinsvis, når månen sår højt på himlen, hvorved skovene fordamper. (?) Men hvad enten de straks blev forbrændte eller er udmattede af hurlumhejet, skælver de nu alle på kanten af vanvid, der nærmer sig det totale.
Imidlertid opmuntrer lyset læseren ved sin vaklen mellem oplysning af bogen og pludselig udstødning af ur-tåge.
Så bøjer den sig over sit fad og drukner sig i maden.
ÅRSTIDERNES KREDSLØB
Trætte af at have ladet sig snøre hele vinteren lader træerne sig pludseligt besnære af smiger. De kan ikke længere holde det inde; de slipper deres ord, en flodbølge, en opkastning af grønt. De forsøger at nå frem til en komplet bladdækning med ord. Tak skæbne ! Det ordner sig på bedste beskub. Men det ordnes faktisk. - Ingen frihed i bladdækningen. - De fremkaster, - det er i det mindste, hvad de tror, - lige de ord,de vil, - fremkaster stilke for at hænge endnu flere ord op på dem. Vore stammer, tænker de, er der for at påtage sig alt. De bestræber sig for at skjule sig, at smelte sammen med hinanden. De tror, at de kan sige alt, at de fuldstændig kan dække verden med vekslende ord, og alt, hvad de siger, er dog kun ´træerne´. De er end ikke i stand til at holde på fuglene, som tager bort fra dem, medens de glæder sig over at have frembragt så mærkelige blomster. Hele tiden det samme blad, hele tiden samme måde at folde sig ud på, - og samme begrænsning, hele tiden symmetrisk ophængning af blade, der er symmetriske med sig selv. - Prøv et blad til ! - det samme! - Endnu et! - det samme. Der er kort og godt intet, der vil kunne standse dem bortset fra ganske pludselig denne bemærkning : Man kommer ikke ud af træer med træets midler.
En ny træthed og en ny moralsk drejning : Lad os lade alt dette gulne og falde. Lad tavshedens tilstand komme. Afribningen. - Efteråret.
GLÆDERNE VED EN DØR
Konger rører ikke ved døre. de kender ikke denne lykke at skubbe foran sig - blidt eller voldsomt - én af disse fortroligt velkendte plader - at vende sig mod den for at føre den tilbage på plads - at holde en dør i sine arme.
Den lykke at gribe fat i mellemgulvet - i porcelænsknudepunktet - på én af disse høje værelsesforhindringer - denne hurtige krop mod krop hvor, da fremadskridningen et øjeblik er afbrudt, øjet åbner sig, og hele kroppen vender sig mod sit nye opholdssted.
Med venligtsindet hånd holder den den endnu lidt tilbage, før den skubber den helt i og lukker sig inde.- Hvad den kraftige men velsmurte låsefjeders klik bekræfter behageligt.
APPELSINEN
Ligesom i svampen er der i appelsinen en stræben efter at komme til hægterne igen efter at have været udsat for udpresningens prøvelse. Men hvor det altid lykkes for svampen, lykkes det aldrig for appelsinen, for dens celler er bristede, dens væv sønderrevet. Mens kun skallen genetablerer sig blødt i sin form takket være sin elasticitet, spredes den ravgule vædske, fulgt af forfriskelse, af liflig duft, ja vist, men ofte nok også med en bitter bevidsthed om for tidlig udstødning af kernerne.
Er det nødvendigt at tage parti for den ene eller den anden af disse to måder at tåle undertrykkelse dårligt ? Svampen er kun muskel og fylder sig med vind, med rent eller snavset vand, som det falder for. Det er en uværdig gymnastik. Appelsinen har bedre smag, men er for passiv og tilbyder sig velduftende. Det er, må det siges, at give undertrykkeren for billigt køb.
Men det er ikke nok at have sagt om appelsinen at have mindet om dens egenartede måde at parfumere luften og glæde sin bøddel på. Man må lægge vægt på den strålende farve på vædsken, der er er resultat deraf, og som bedre end citronsaft tvinger svælget til at åbne sig bredt for såvel udtalen af ordet som for indtagelsen af vædsken, uden den ringeste surmuleri hos formunden, hvis smagsløg den ikke får til at stritte.*
Og man står iøvrigt ordløs tilbage for at indrømme den beundring, som fortjenes af hylsteret til den milde, skrøbelige og rosa, ovale ballon i denne tætte, fugtige supertampon, hvis overordentlig tynde, men stærkt pigmenterede, bittert velsmagende hud lige er tilstrækkelig ru til at lyset på værdig måde fæstes på frugtens fuldkomne form.
Men for at afslutte en alt for kort skitse, der er forsøgt gjort så afrundet som muligt, må man nødvendigvis komme til kernen. Dette frø af form som en ganske lille citron viser på ydersiden citrontræs hvide farve - men indeni en ærtegrøn - eller én som farven af sprøde skud. Det er i den, man, efter den venetianske lampes, selve frugtballons sensationelle eksplosion af smag, farver og dufte finder vedets, grenens, bladets (iøvrigt ikke helt smagløse) relative hårdhed og grønne friskhed. Altså: nok lille, men trods det utvivlsomt frugtens eksistensberettigelse.
* jus d´orage - jus de citron
ØSTERS
En østers er på størrelse med en middelstor rullesten men fremtræder mere ru, med mindre ensartet farve, - strålende hvidgrumset. Det er en stædigt tillukket verden*. Den kan dog åbnes : så må man holde den klemt fast i et viskestykke, bruge en skåret, lidt uskarp kniv og forsøge adskillige gange. Nysgerrige fingre skærer sig, neglene knækker. Det er råt arbejde. De slag, man påfører den, mærker dens hylster med hvide ringe, - en slags glorier.
Indeni finder man en hel verden, - til at drikke og spise: under et firmament ,(bog- staveligt talt), af perlemor opløser himlene foroven sig i himlene forneden for derefter kun at danne en pyt - en tyktflydende og grønlig pose, som skvulper frem og tilbage med en næsten sort kniplingsfrynse i kanterne.
En meget sjælden gang perler en formulering i deres perlemorssvælg, og man forstår straks at pynte sig dermed.
BRØDET
Brødets overflade er først og fremmest vidunderlig på grund af det næsten panoramiske indtryk, den giver. Som om man til sin disposition ved hånden havde Alperne, Taurus eller Andesbjergene.
Sådan altså blev en amorf masse med opstød af os skubbet ind i den stellare ovn, hvor den stivnende har formet sig i dale, bjergkamme, bølgende bakkeland og brudspalter. Og alle disse minutiøst tildannede flader, disse ganske små fliser, hvori lyset med hengivenhed lader sin glød hvile, har siden da været uden et blik på den nedenunderliggende lumpne blødhed.
Denne slappe og kolde undergrund, som man kalder krummen, har et væv magen til svampenes. Blade eller blomster er ligesom siamesiske tvillingesøstre på én gang svejset sammen ved alle albuerne. Når så brødet bliver tørt, visner disse blomster og trækker sig sammen. Så frigør de sig fra hinanden, hvorefter massen kan smuldres.
Men lad os nu bryde; thi i vores mund bør brødet i mindre grad være genstand for vores respekt end for fortæring.
BROMBÆR
På de typografiske buske, som digtet har opstillet langs en vej, der hverken fører udenfor tingene eller ånden, er visse frugter dannet ved ophobning af sfærer, som udfyldes af en dråbe blæk.
Som de sidder der sorte, rosa, og kakifarvede sammen i klasen frembyder de snarere synet af en storsnudet familje i sine forskellige aldre end en særlig stor plukningsfristelse.
Når man tager misforholdet mellem kernerne og frugtkødet i betragtning, må man formode, at fuglene ikke sætter særlig stor pris på dem, så lidt der i grunden er tilfaldet dem, når de har passeret fra næb til gat.
Men digteren lader sig på sin professionelle spadseretur inspirere til at finde frem til kernen: Således altså, siger han, lykkes i stort antal de tålmodige anstrengelser af en blomst, der er meget sart og skrøbelig, omend den også forsvares af en barsk sammenfiltring af torne.
Uden ret mange andre kvaliteter er de ´mùres´* - det er det ,de er. Således som også dette digt er lavet.
*mùres: morbær, vilde brombær, men også: modne
TREMMEKASSEN
Midtvejs mellem cage og cachot har det franske sprog cageot: en simpel tremmekasse viet til transport af de frugter, der med sikkerhed skaffer sig en sygdom på halsen af den mindste smule indeklemthed .
Skabt på en sådan måde, at den efter afsluttet brug kan slås i stykker uden besvær, gør den ikke tjeneste to gange. Således holder den endnu mindre end de smeltende eller flygtige varer, den omslutter.
I alle kroge i gaderne, der støder ud til markedet, lyser det da med det hvide træs fordringsløse skær. Endnu ganske ny, og lettere forfjamsket ved at være blevet stillet i pinligt lys hos vejvæsenet - henkastet og ikke genbrugt, - hører denne genstand alt i alt til blandt de mest sympatiske, - over hvis skæbne det dog ikke anstår sig at ruge for længe.