MULDYRENE OG RØVERNE |
phaedrus lat |
To muldyr, hvoraf en bar kurve
fyldt med penge |
mens byg i sække på den anden
man så hænge, |
blev ført af samme mand, Sit
hovmod at betvinge |
den første ej formår.- Den la´r
sin bjælde klinge |
|
og selvbevidst og stolt la´r
den sin nakke knejse, |
mens rolig og beskeden dens ven
gør samme rejse. |
Da springer frem en flok af
røvere så vilde. |
De røver guldet brat, og de
tilreder ilde |
|
det æsel, som det bar; - mende
blir´ ikke fristet |
af simpel, billigt byg.
"Jeg guld og blod har mistet," |
fremstammed´ staklen mat -
"At jrg kun bli´r foragtet" |
den anden sagde nu, "Mig
glæder ret betragtet. |
|
Så får jeg ingen tab. Mig ingen røver stikker." |
Ifølge argumentet den fattige
er sikker, |
den rige derimod udsat formange
farer. |
Så hvad der er det bedste, min
fabel fint opklarer. |