| En hund, som før sin herre mod skovens
dyr på jagt |
 |
| med hurtighed og styrke så tit hjælp
havde bragt, |
| begyndte nu at svækkes, - af alder
trykket ned. |
| Da så engang et vildsvin den skulle gi´
besked |
| og snapped´ fast i øret, dens tændet
ynk´ligt sveg, |
| så at den måtte slippe, - og byttet
fluks undveg. |
| Dens herre, som blev sur, med vrede mod
den for, |
| men gamle trofast svared´ med disse
kloge ord: |
| "Min gode vilje ej, men kræfterne
har svigtet. |
| Hvis du mig dadler nu, så føl dig dog
forpligtet |
| til mig at rose for, hvad jeg dog var
engang. |
| Du ved, Philetus, hvad jeg mener med min
sang. |
| |