Her ser man Zephyr, der atter har valgt vores have

Som sted at forføre den åh, så bly frk. Vår.

Kald mig Flora, hun hvisker -og tag mig- atter i år-

Så avler vi blomster i mylder. Dem skænker som gave

Vi Tommy og Lisbeth. De må hvert et mismod begrave,

når knopperne svulmer og brister. Og se: træet står

Som et budskab fra skønhedens rige i fuldeste flor.

Et hemmeligt ord, ganske vist, som man ikke kan stave,

som uden om tanken direkte i hjertet nedfældes,

så hjertet ved sit om den hemmelighed, der fortælles.

Og Lisbeth og Tommy med blikke og vidende smil

bekræfter hinanden i troen på højere magter.

Ja, én kraft i hvert fald blandt kræfter de ærer og agter:

Den trolddom, der sidder i spidsen af Gud Amors pil.