latin

 

I Venusser, ja og Cupidoer, sørg, Nu drager den så ad den natdunkle vej
og hvem, der kan findes af følsomme mænd. til stedet, hvorfra man ej kan vende om.
For nu er den død. Men lad det bekomme dig, dødsrige, skidt,
Min dejlige piges spurv er nu død. at du, som jo opsluger alt, der er smukt,
Det var den, hun vist elskede højest på jord, har stjålet min Lesbias yndige spurv.
og den elsked´ igen, som en datter sin mor, Ulyksalige spurv, som nu har forvoldt,
og hoppende rundt altid på hendes skød at min piges letsvulmende øje bli´r rødt
til hende den pipped´ til hende den så. ved hendes gråd, der ej vil høre op.