mel: En skål for den mø i blufærdigheds
vår.. Jeg kan ikke mere ! - Nu må
mit hjertes trang lettes og udløsning finde. Til ungdommens pris jeg synge
må min sang. Til dig, ja, mit hjertes
veninde. Løft dit blik mod mig, smil
dit sødeste smil, lad mig mærke styrken fuldt
af Amors pil. Når du smiler sådan til
Pamphilius hen, føler han, at han er tyve år
igen.
En tak nu for Lisbeth, min
dejlige skat. Tak for min højsommerrose. Hun som for nylig på jorden
her blev sat at fylde min sæk og min pose. Se igen på mig, - det er sandt, hvad jeg
si´r, og det er fordi jeg elsker
unge pi´r. Når jeg ser på dig, jeg føler
tyd´ligt, ak, mine ord, de er kun altfor
svag en tak.
|
En skål, kære Lisbeth, nu
drikker vi glad her i den dejlige sommer. Siden med glæde vi følges
ad ind i den tid, som kommer. Så tag glasset fat, hæv det
op og drik ud, smil dit lyse smil, min unge sommerbrud. når vi skåler sammen føler
jeg og du, at vi lever helt og fuldt i
dette nu.
At dagene flyver og årene
går. Vi ej det banale benægter, men ret til vor ungdom med
grånende hår, det er den ret, som vi
forfægter. Så drik hendes skål, lad
min piges skål nu iskænkes helt til tops i
bredfyldt mål. Kærlighed er livets stærke
kongevand. Den besejrer tidens grumme,
stærke tand.
Men filosofi hverken tid
eller sted
her ved vor fest vi
indrømmer, højst lad os fanges af blid
vemodighed, før vi nu atter glasset
tømmer. Som i ungdomsvår, som i
ungdommens vår dine drømme drømmes, og dit
hjerte slår, og du smiler til os frisk
og glad og varm, mens du løfter glasset i
din stærke arm. |