mel: En skål for den mø i blufærdigheds vår..

 

                Jeg kan ikke mere ! - Nu må mit hjertes trang

                lettes og udløsning finde.

                Til ungdommens pris jeg synge må min sang.

                Til dig, ja, mit hjertes veninde.

 

                Løft dit blik mod mig, smil dit sødeste smil,

                lad mig mærke styrken fuldt af Amors pil.

                Når du smiler sådan til Pamphilius hen,

                føler han, at han er tyve år igen.

2

               

                En tak nu for Lisbeth, min dejlige skat.

                Tak for min højsommerrose.

                Hun som for nylig på jorden her blev sat

                at fylde min sæk og min pose.

 

                Se igen på mig, - det er sandt, hvad jeg si´r,

                og det er fordi jeg elsker unge pi´r.

                Når jeg ser på dig, jeg føler tyd´ligt, ak,

                 mine ord, de er kun altfor svag en tak.

 

3

 

                                                                                           

 

 

 

                 En skål, kære Lisbeth, nu drikker vi glad

                  her i den dejlige sommer.

                  Siden med glæde vi følges ad

                  ind i den tid, som kommer.

 

                  Så tag glasset fat, hæv det op og drik ud,

                  smil dit lyse smil, min unge sommerbrud.

                  når vi skåler sammen føler jeg og du,

                  at vi lever helt og fuldt i dette nu.

 

4

                 

 

                  At dagene flyver og årene går.

                  Vi ej det banale benægter,

                  men ret til vor ungdom med grånende hår,

                  det er den ret, som vi forfægter.

 

                  Så drik hendes skål, lad min piges skål

                  nu iskænkes helt til tops i bredfyldt mål.

                  Kærlighed er livets stærke kongevand.

                  Den besejrer tidens grumme, stærke tand.

5

                  Men filosofi hverken tid eller sted

                  her ved vor fest vi indrømmer,

                  højst lad os fanges af blid vemodighed,

                  før vi nu atter glasset tømmer.

 

 

                  Som i ungdomsvår, som i ungdommens vår

                  dine drømme drømmes, og dit hjerte slår,

                  og du smiler til os frisk og glad og varm,

                  mens du løfter glasset i din stærke arm.      

 

 

 

1